
Det grundvand, vi bruger til drikkevand, stammer fra nedbør, som er strømmet ned gennem jordlagene. Undervejs i denne proces sker der nogle ændringer i vandet, og der afgives bl.a. nogle naturligt forekommende stoffer som magnesium, jern og calcium til vandet. Disse naturligt forekommende stoffer måles der regelmæssigt for.
Derudover har forskellige menneskelige aktiviteter i naturen bevirket, at en række miljøfremmede stoffer også påvirker vandkvaliteten. Spild af olie, kemikalier m.v. og brug af sprøjtemidler har desværre ført til, at spor af disse miljøfremmede stoffer til tider kan spores i grundvandet.

For at sikre, at dit drikkevand altid lever op til de gældende krav, bliver vandet løbende kontrolleret gennem prøver udtaget fra både boringer, vandværket og ledningsnettet. Her testes der for alt fra bakterier til miljøfremmede stoffer samt vandets indhold af de naturlige mineraler.
Kontrollen udføres efter strenge myndighedskrav, og resultaterne vurderes nøje, så eventuelle afvigelser hurtigt kan håndteres. På den måde kan du som forbruger være tryg ved, at vandet fra hanen er rent, sundt og sikkert at drikke.